• Børnene er et spejl
• Børnene skal fordel med i terapien
• Kan børnene komme alene
Vores børn spejler os og vi kan spejle os i vores børn
Forældrene reagerer på deres børn. Hvis forældrene er villige til at se på de tanker og følelser som deres børn vækker i dem, har de en uendelig stor mulighed for at udvikle sig gennem de indsigter det giver.
Forældrene bliver således bedre til at se og rumme deres børn, som de mennesker de er. Ved at lære gennem deres børn, får de samtidig mulighed for at blive endnu bedre forældre.
Da børnene også reagerer på forældrene, er børnene samtidig et spejl for hvordan forældrene har det og hvordan det står til i parforholdet og familien. Dette og børnenes deltagelse i familieterapien, kan du læse mere om nedenfor.
Kan børnene deltage i familieterapien?
Der er et udtryk der siger:
“Hvad børn ikke hører, har de ikke ondt af.”
I familieterapien er erfaringen omvendt:
“Hvad børn ikke hører, har de ondt af.”
Børn ser, hører og forstår, som udgangspunkt alt. Allerede omkring 4 års alderen, men først omkring 7 års alderen begynder de at forstå konsekvens. I familieterapien er børnene også ofte de første til at sige sandheden.
Som i udtrykket: “Fra børn og fulde folk, skal man høre sandheden.”
Ofte er det børnene selv, der første gang ringer til familieterapeuten.
Sagt på en anden måde
Hvis du ikke ved, hvordan du har det, så kig på dine børn. De ved det nemlig. Børn reagerer på forfædrene og processen – hvordan tingene bliver sagt og gjort. De er følsomme og har en fin sanseradar, som opfanger og bliver påvirket af alle de skæve signaler. På denne måde bliver børn ofte bærer af symptomerne på, hvad der sker i familien.
Ofte siger børnene ingenting og lader som ingenting – i lang tid. Det skyldes ikke, at de ikke ved, hvad der foregår. Det kan tværtimod skyldes, at de voksne med deres adfærd (oftest ubevidst) har givet børnene indtryk af, at det er bedst at tie, at lade som om eller at lade som ingenting.
Forklaring findes i en psykologisk mekanisme i børn, der kort sagt gør, at børnene påtager sig ansvar og skyld samt at de hele tiden forsøger at samarbejde og hjælpe til.
Særligt udsatte er således børn i familier, hvor en af forældrene har misbrugsadfærd eller evt. er fysisk/ psykisk syge. De ender ofte med at tage for meget ansvar for tidligt. Det er ikke sundt. Hverken for de voksne eller for børnene.
Derfor skal børnene selvfølgelig med, når familien går i terapi. De er jo en del af familien og de tager ikke skade af at høre eller tale om problemerne. Tværtimod bliver de lettede og trygge ved at opdage, at det er i orden at lukke op og tale ud.
Tabuer
Det nedbryder fortielser og tabuer samt fremmer åbenhed, nærhed og problemløsning. Den åbenhed kommer forældrene til gode. De lærer mere om hvordan det rent faktisk står til og hvad de kan gøre for at det bliver bedre samt at de udvikler sig selv. På den måde bliver det konstruktivt og balanceret samtidig med at de lærer at stole på det deres sanser fortæller dem.
Børnene ringer selv til familieterapeuten
Det er faktisk tit børnene selv der ringer til terapeuten og beder om hjælp til familien eller fordi de ønsker at deres forældre går i parterapi. Men det er ikke altid at forældrene er villige eller parate. Nogle gange er børnene dog så heldige, at forældrene gerne vil betale for at børnene kommer alen og får talt om det der tynger dem. Nogle gange hjælper det dog, hvis forældrene ved at de i første omgang ikke behøver at svare, men forstår at det primære er at de lytter til børnene.
Her skal børnene ikke med
Der kan naturligvis være situationer, hvor det er bedst, at børnene bliver hjemme fra familieterapien. F.eks. når det drejer sig om forældrenes privatliv og seksualitet. Men børnene bør altid være med ved den første samtale – for at fjerne mystik og utryghed samt for at undgå hemmelighedskræmmeri.
Efter den første familieterapi
Efter den første samtale aftales det, hvordan børnenes videre deltagelse skal være. For selv om børn er væsentligt bedre til at håndtere problemer og konflikter, end mange voksne tror, så er det afgørende at huske at ansvaret for både deres deltagelse samt for familiens trivsel, altid er de voksnes.
Sammensatte familier
Sammenflettede kulturer
Som udgangspunkt er familier altid en sammensat kultur, baseret på det forskellige ophav og bagland fra de to forældre. Det kan give udfordringer nok i sig selv.
Sammenbragte familier har flere udfordringer. Det er omkostnings- og smertefuldt at skilles. Dertil kommer to forhold. Det ene er, at nissen ofte flytter med. Det andet er, at når parterne senere møder nye partnere, opstår der sammensatte familier.
Det gør det ikke nemmere. For man kommer jo med erfaring fra en familie, over i en ny, sammensat og mere kompleks familie, som kræver andre kompetencer.
For parret selv kan det også være svært, da forældre/ barn relationen ofte kommer i vejen for romantikken og omvendt. Midt i forelskelsen er det som om at mange glemmer at forældre-barn relationen var der længe før kæresterelationen.
Det kompliceres endvidere af, at barnet nu bliver medlem af to familier og hele tiden har forældre udenfor den familie, som det opholder sig i.
Skønsmæssigt er der over 70.000 børn der årligt skifter familie og mange børn har gennem deres liv oplevet at have flere forskellige stedforældre. Det stiller store krav og koster tid. Fx bare det at finde ud af hvordan man holder jul og sommerferie sammen. Nu er det måske kun hvert andet år, man er sammen med dem man plejer.
Relationerne er noget der skal skabes. Så inden man får øvet de nye forhold et par gange, er der rask væk gået flere år. Det stiller krav om tålmodighed. I lærings- og forandringsprocessen er det desuden vigtigt at se i øjnene, hvad der er vilkår og som skal accepteres samt hvad der kan forhandles og ændres.
Det daglige liv fordrer krav til planlægning, logistik og alt det praktiske. Det stiller også store krav til både børn og voksne om at kunne lave aftaler og forhandle. Noget der måske ikke var lige så påkrævet og kompliceret i kernefamilien, hvor rollerne også var mere stabile.
Derudover er det ikke alle skilte parter, der er lige gode til at samarbejde. Nogle bliver som Virkelige venner, Korrekte kollegaer, Sure samarbejdspartnere eller Kamplystne krigere. Det er heller ikke altid lige nemt for stedforældrene. Oftest finder de jo deres plads og rolle i den nye familie, men i juridisk forstand har de ingen ret eller pligt overfor børnene.
Vi kan føle os magtesløse, men vi kan selv vælge og gøre noget aktivt for relationerne og familien. Det er de voksnes ansvar at skabe og lede familien, og nogle gange kan de føle sig afmægtige, men med ansvaret får de magten tilbage.
Kan børnene komme alene?
Øjne kan smile,
munden kan le,
men smerten i hjertet kan ingen se.
Nogle gange er det børnene eller de unge selv, der ønsker en anden voksen at tale fortroligt med. I det tilfælde er det også muligt. Er de under 18 år, skal de dog fremsende en samtykkeerklæring.
Læs mere om Familieterapi.
Ring 61661900 for personlig betjening.
Kasper T. Larsen Certificeret par- og familieterapeut