Tilknytningskompetencer i parforholdet

• Parforholdet, familien og institutionen
• Barnets tilknytning til moderen og relationen mellem pædagogen og barnet
• Kvaliteten i institutionerne, det pædagogiske arbejde og kontakten til barnet
• Barnets adskillelse fra moderen og tilknytningsforstyrrelser
• Den fortsatte betydning for tilknytningskompetencer og parforholdet

Er fri leg, lige fri for alle børn?
Skaber den frie leg en gruppering af stille børn og dem der kravler i gardinerne?
Og hvad betyder det for relationskompetencerne senere i livet og i parforholdet?

Ifølge Ph.d stipendiat Ole Henrik Hansen er den frie leg ikke altid sund (artiklens del 1) og dens konsekvenser kan fortsætte op i skolen, i studiet …og i voksenlivet, på arbejdet og senere i parforholdet (artiklens del 2 og 3), tænker og oplever jeg i min parterapeutiske praksis.

Relationskompetencer

Reformpædagogik

Opgøret står mellem en reformpædagogik, som hylder den frie leg og børnenes naturlige udfoldelse, og så et mindretal bestående af enkelte forskere, pædagoger og visse politikere, som har fået nok af fri leg og som er tilhængere af organiseret pædagogik. For mange er udgangspunktet filosoffen Rousseau’s tanker om fri opdragelse, som står i kontrast til filosoffen Kant’s tanker om opdragelse og disciplinering.

Nogle mener at den frie leg hvor børn overlades til sig selv i institutionen, kan medføre at børnenes hjerne ikke stimuleres optimalt, som den ellers bliver i den primære tilknytning til moderen/andre betydningsfulde voksne, og at det kan medføre at de følelsesmæssigt lukker ned (bliver tilknytningsforstyrrede). Hvilket der kan vise sig i den frie gruppering mellem børn i den frie leg, hvor der kan opstå en hakkeorden med nogle der bliver stille/lukker ned/bliver overtilpassede og andre bliver udadreagerende/impulsstyrede/dominerende.

Kvaliteten i det pædagogiske arbejde

Ole Henrik Hansen’s forskning gør op med den frie opdragelse og stiller spørgsmål ved kvaliteten i vores intuitioner og pædagogikken. At kvaliteten i høj grad betinges af kontakten og relationen mellem pædagogerne og børnene. Han går så langt, at det kan skabe tilknytningsforstyrrelser og adfærdsproblemer, hvis kvaliteten i kontakten mellem pædagogerne og børnene ikke er god nok. At det kan skabe forhold der minder om moderdeprivation (tab af moderlig kontakt/omsorg og tilknytningsproblemer) – særligt i forbindelse med indkøringen i vuggestuen. Han stille også spørgsmål ved hvem pædagogernes og institutionernes kunder egentlig er og hvordan de forskellige interessenter skal balanceres og plejes. Altså, er det børnene eller forældrene, der er kunden? Hvem og hvor meget skal de tilgodeses og pleases? Er forældrenes, børnenes og pædagogernes interesser i det hele taget sammenfaldene? Hans kritik går på at der er for få aktiviteter samt kun få og overfladiske relationer mellem børn og pædagoger samt at det er skadeligt.

Mere af det samme

Well, alle på arbejdsmarkedet er pressede, også pædagogerne. Og på mange arbejdspladser er der en masse administration og møder. Men spørgsmålet er, hvor meget tid går på det sekundære og hvor meget tid går til kunden (det primære)? Er intuitionerne effektive? Er det et spørgsmål om ressourcer? Er bedre normeringer en del af løsningen eller får vi og børnene blot mere af det samme, hvis vi opnormerer – det vil sige bortset fra den udvendige omsorg – stort set ingenting?

Læse mere om Ole Henrik Hansens og hans forskning her:
http://www.b.dk/nationalt/forsker-retter-frontalangreb-paa-dansk-vuggestuepaedagogik

Pædagogikken og hjernen

Udvikling i pædagogikken

Op til 1960’erne var det primært den udvendige omsorg der var det pædagogiske fokus. Mad og søvn. Ro, renlighed og regelmæssighed. I 1960’erne kom der med Bowlby et opgør med dette. Her blev den udvendige ramme sekundær og tilknytningen primær – kontakten, relationen, kommunikationen… Det var der egentligt ikke noget nyt i, da man allerede fra Spitz’s arbejde og forskning i 1940’erne viste at brud og svigt i forhold til den primære tilknytning, kunne skabe tilknytningstraumer.

Hjernens udvikling

Den nyeste forskning i neuropsykologi bekræfter også forhold som, at det nyfødte barns hjerne ikke er udviklet, og at den gennem stimulering ved bl.a. amning, anden fysisk kontakt og tale med moderen udvikles på mange væsentlige og primære områder helt frem til treårs alderen. Forskningen viser også at vi rent faktisk har spejlneuroner (1996, Giacomo Rizzolatti og Vittorio Gallese, Universitetet i Parma, Italien) og at disse har overordentlig stor betydning for spejling af hinanden og vores følelser, affektiv afstemning, relationskompetencer og læring. At spejlneuronerne er som en muskel, der skal bruges og trænes – use it or you loose it!

Moderen og barnets relation samt dets tilknytningen til andre betydningsfulde voksne som fx pædagogerne har således en overordentlig stor betydning for udvikling af præsociale kompetencer inkl. impulsstyrring, selvregulering, kommunikation, samspil, samvær og tilknytning. Et omdrejningspunkt er den emotionelle dialog, der både kan have form af ord og lyde, som er en bærebølge for barnets psykiske udvikling.

For at vise, hvor vigtig den emotionelle dialog med det lille barn er, kan følgende eksempel/eksperiment nævnes: Først pludrer en mor med sin glade baby. Så vender moderen ansigtet væk. Da hun atter kigger på barnet, har hun et helt neutralt og udtryksløst ansigt. Barnet reagerer øjeblikkeligt. Efter få sekunder græder babyen!

Konsekvenser for parforholdet og parterapien

Eftersom vi tidligere og tidligere sender vores børn i intuitioner, at de er der længere og længere samtidig med at de professionelle får en større og større betydning for vores børns udvikling, stiger risikoen for brud og adskillelse med den primære og naturlige tilknytning (moderen, faderen og familien) samt tilknytningsproblemer. Samtidig får vi mindre erfaring i tilknytning i familien.

Når vi opholder os i familien får vi ikke blot en direkte erfaring i dette, men vores spejlneuroner hjælper os indirekte med at få og danne indre kompetencer, erfaringer og billedere af en familie og det at være i et (par)forhold samt at mærke og forstå vores nærmeste. Uden disse indre kompetencer, billeder, erfaringer bliver vores referenceramme, som vi senere skal bruge når vi selv kommer til at indgå i et parforhold og en familie, svækket. Vi står praktisk talt i en situation, hvor vi både skal genopfinde ’den dybe tallerken’ uden at have set den og forsøge at vække vores utrænede spejlneuroner. Og oveni kommer så, at mange har en eller anden grad af tilknytningsforstyrrelse samt problemer med affektiv afstemning og kommunikation. Det betyder at parterne får svært ved at dialogere og at løse problemer. At regulere dem selv, deres behov og følelser samt parforholdet (selvregulering). At det bliver svært at bevæge sig ind og ud af den daglige kontakt, uden at det opleves så som svigt, krænkelser, afvisninger. At det ender med en taber og en vinder, en krænker og en krænket samt magtkampe og kampe om anerkendelse og kærlighed.

Det har nu været således i godt tre generationer. Det vil sige, at de fleste og deres børn, for en stor del af tiden, er opvokset og opdraget i institutioner. Og ikke nok med det, Pædagogerne selv og lige så! Hvad kommer det til at betyde for vores børn, parforhold, familier og arbejdspladser?

Hvis vi ikke tideligt lærer at skabe, udvikle, vedligeholde, afvikle og afbryde kontakt og relationer, kan det senere hen blive svært at gøre dette fx på studiet, på arbejdet, med venner og i parforholdet. Disse udfordringer forstærkes, hvis vi ligeledes vi ikke har fået udviklet vores spejlneuroner og den emotionelle dialog. Det kan i hvert fald blive sværere at forstå hinanden, tale om følelser, kommunikere og løse problemer.

I min parterapeutiske praksis ser jeg ofte, at det er to meget forskellige mennesker der danner par – som modsætninger der mødes. Det minder meget om de fænomener Ole Henrik Hansen beskriver omkring den frie leg samt de stille og de vilde børn. Den ene partner er typisk mere tilbageholdende/tavs og den anden mere definerende/talende. Det kan være svært at se og balancere i parforholdet uden øjne og hjælp udefra – fx fra en parterapeut, der ikke selv er fanget i spillene og følelserne. Den ene partner er ikke bedre eller værre end den anden. De begge har typisk brug for kompetenceudvikling og støtte til at se og at blive set, at være i og at bevæge sig ind og ud af kontakten samt at regulere sig selv i parforholdet.

Læs mere om parterapi her:
http://www.parterapi-parterapeut.dk/

Hvis du kan lide denne artikel, er du velkommen til at dele den via Share nedenfor.
Har du spørgsmål eller kommentarere er du velkommen til at sende en mail.

Kasper Larsen
Familie- og parterapeut

© Kasper Larsen, 2012. All rights reserved.